Alle forsendelser bliver sendt ud og leveret som normalt. Vi tilbyder midlertidigt gratis hjemmelevering. 

Alt for lidt fokus på livskvalitet

For DILLING er det oplagt at støtte op om arbejdet med astma og allergi, da vi i over 20 år har arbejdet på at gøre vores tøj kemikaliefrit, for at skåne sensitiv hud. Derfor betyder det meget for os at støtte op om patientforeningen Astma-Allergi Danmark, samt høre fra læge og forsker, Howraman Meteran, at det gør en forskel.


Interview med Howraman Meteran


Alt for lidt fokus på livskvalitet


Der er aldrig penge nok til at bekæmpe og forske i danske folkesygdomme. Og ingen bryder sig om at påstå, at deres sygdomme er mere vigtige end andres. Men det er svært at komme uden om, at nogle patientgrupper får mere opmærksomhed og ressourcer end andre.

- Nogle gange kunne jeg i mit stille sind godt ønske mig, at astma og allergi så at sige var lige så populært at støtte som kræft, og havde lidt mere kant. Det er nu en gang nemmere at forholde sig til liv og død, som for eksempel med cancer. For selv om der findes omkring 1 million danskere med en eller anden form for ofte meget svær allergi, så tager man stadig kræft eller type 2 diabetes meget mere alvorligt end astma og allergi, lyder det fra læge og forsker ved Lungemedicinsk sektion på Herlev og Gentofte Hospital, Howraman Meteran.

Han understreger, at ingen patientgrupper har mere ret end andre. Fakta er bare, at behandlingen af astma og allergi har det svært i disse år. Der er ikke længere speciale i allergologi (læren om overfølsomhedssygdomme), der er ikke nok forskning, og i den sidste ende rammer det allergi- og astmapatienterne, som ofte må leve med meget lange ventetider på behandling.

- Der er simpelthen for lidt fokus på det her område. En ting er selve behandlingen. Noget andet, og mindst lige så vigtigt, er den manglende livskvalitet. Astma og allergi rammer i alle aldre, og mange lever med sygdommen resten af livet. De kan ikke opereres til et bedre liv og komme videre, siger Howraman Meteran.

Ifølge Howraman Meteran har Astma-Allergi Danmark reelt flere steder overtaget ansvaret fra det offentlige sundhedssystem, når det kommer til oplysning, undersøgelser og hjælp til sine medlemmer.

- De påtager sig en stor opgave i at formidle viden og rådgivning til patienterne, som skal bruge et råd nu og her og ikke kan vente 9-12 måneder for at komme til hos en speciallæge eller afdeling.

DERFOR TÆLLER HVER EN KRONE TIL ASTMA-ALLERGI DANMARK.

- Mere fokus på behandling af astma og allergi kan i den sidste ende betyde, at der kommer mere prestige i at gøre noget ved sygdommene og øge interesseren hos læger og sygeplejersker til at specialisere sig inden for området. Alt sammen til gavn for de mange mennesker, som hver dag må kæmpe med allergi og astma, siger Howraman Meteran.